Vi kender det alle sammen. Vi har en opgave, som vi har udskudt flere gange. Den er vigtig, men haster ikke endnu, og af en eller anden årsag er det den, vi nedprioriterer, når vi får muligheden. Dette selvom vi har planlagt at løse den i dag.
Vi finder på den ene overspringshandling efter den anden for at undgå at løse den. Til sidst er tiden i dag gået. “Så må jeg løse den i morgen”. Ja, i mange tilfælde ender det med, at vi først løser opgaven lige inden deadline.
Det kan være, du nu tænker “Er denne adfærd nu egentlig så skidt endda. Jeg får jo løst opgaven”.
Svaret på dette spørgsmål er entydigt – ja. Her kommer nogle årsager til hvorfor:
- Hver gang du laver overspringshandlinger på en planlagt opgave, så påvirker det din integritet negativt. “Hvorfor planlægge, hvis jeg alligevel ikke holder mig til det”. Denne negative påvirkning kan på sigt påvirke din evne til at løse opgaver effektivt
- Opgaven tager plads i din hjerne, indtil den er udført. Den ligger derinde bagved et sted og dukker regelmæssigt op og giver dårlig samvittighed. Denne plads bør bruges til at arbejde med det, du er igang med nu
- Kræver opgaven involvering fra andre, og du er i sidste øjeblik, så lægger du et urimeligt pres på de involverede ved at få dem til at hjælpe dig i sidste øjeblik
De effektive råd
Start f.eks. dagen med at løse denne opgave. Få den gjort inden der kommer andet i vejen. Starten på dagen er også der, hvor langt de fleste præsterer bedst.
Del evt. opgaven i flere spiselige bidder. Starter du i god tid med opgaven, er dette en rigtig god måde at få løst disse opgaver på en effektiv måde.
Planlæg lidt mere tid til denne type opgave. Årsagen til at du skubber den er ofte, at du endnu ikke har det fulde overblik.
Kræver opgaven involvering af andre, så planlæg tid til, at de involverede kan integrere det i deres planlægning.