Oplever du tit, at du har svært at koncentrere dig, når du sidder i et åbent kontormiljø eller med larm omkring dig, og skal lave en vigtig opgave, som kræver din fulde koncentration?

De fleste kender det godt. Du sidder og skal igang med opgaven og pludselig tuner dit øre ind på en telefonsamtale, som en af dine kolleger har. Eller måske er det en samtale blandt to andre kolleger. Det kan også være, at en kollega kommer hen til dig for at spørge dig om noget. Måske sidder du tæt ved et område, hvor der går mange mennesker forbi, og du kan meget ofte høre fodtrin.

Larm og støj er tidsrøvere af den værste skuffe. De har en utrolig stor indvirkning på vores evne til at være personligt effektive. De fjerner hele tiden fokus, for det som er vigtigt, og hver gang du mister fokus, spilder du tid.

Det gælder om at minimere unødig larm og støj

Den bedste løsning for at optimere sin personlige produktivitet er derfor at minimere larm og støj. For de fleste er det desværre ikke en let opgave. De færreste har mulighed for at lukke døren til sit kontor og samtidig have et kontor uden støj og larm.

Det er her musikken kommer ind. Selv har jeg, siden jeg var 14-16 år brugt musik til at minimere alt andet støj, og det gør en stor forskel, når det gælder om at holde fokus. Når jeg sidder på mit hjemmekontor har jeg næsten altid musik på for at minimere baggrundsstøj. Når jeg sidder i åbne kontormiljøer og skal lave en vigtig opgave, tager jeg headset på og lytter til min musik. Dette igen for at minimere alt andet støj og fastholde mit fokus.

Endvidere sker der også det, at jeg synliggører for mine omgivelser, at jeg er i gang med noget vigtigt, når jeg sidder med mit headset på og kigger koncentreret på min computerskærm. Dermed minimerer jeg automatisk også forstyrrelser.

Ikke alt musik virker

Den musik, som virker, er musik, som fastholder dit fokus og ikke det modsatte. Jeg kan ikke anbefale at høre radio, da bl.a. snak, reklamer og ikke mindst det, at du ikke kender musikken, gør, at du vil miste fokus.

Jeg kan heller ikke anbefale at høre de sidste nye hits eller rock, heavy og andet mere larmende musik. Det forstyrrer simpelthen mere end det gør godt.

Musik der fastholder dit fokus

Min erfaring er, at musik som er godt til at fastholde mit fokus, er musik, som jeg kender rigtig godt og synes om. Jeg har syv albums, som jeg bruger som arbejdsmusik. Jeg kender musikken så godt, at jeg kun registrerer den sporadisk, men den hjælper, når jeg er ved at miste fokus.

Her er min liste over musik, jeg bruger til arbejde:

  • “Aventine” med Agnes Obel
  • “Philharmonics” med Agnes Obel
  • “Bon Iver” med Bon Iver
  • “Fields of Gold: The Best of Sting 1984-1994” med Sting (min yndling)
  • “The Way It Is” med Bruce Hornsby & The Range
  • “Sultans Of Swing” med Dire Straits
  • “Kaleidoscope Heart” med Sara Bareilles

Musikken skal ikke høres ret højt, men bare lige nok til at tage støjen fra omgivelserne.

Brug musikken som støjfilter

Mange af dem MERE TID træner synes det er grænseoverskridende at tage et headset på og “isolere sig”. Jeg anbefaler dem at prøve musikken i en periode på tre til fire uger, hvor de gør det, når de skal lave I koncentrations-tunge opgaver. Som alt andet tager det lidt tid at vænne sig til det, men det sparer rigtig mange timer i det lange løb.

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk