Endelig blev det jul, og nu skal vi virkelig hygge og være sammen med familien. Sådan tænker rigtig mange om julen. Men hvor mange oplever ikke, at det er sådan? Jeg oplever, at rigtig mange laver den samme fejl i deres ferier, som de gør på deres arbejde. De er simpelthen for ambitiøse og optimistiske omkring, hvad de kan nå.
Konsekvensen bliver enten, at de gør alt for at nå alle de ting, de gerne vil, og at de ikke når at hygge og slappe af, eller at de bliver utilfredse med, at de ikke når det hele, og at det ødelægger deres oplevelse af ferien.
Den “gode” juleferie
Her er 5 råd, som kan hjælpe dig med at få en god juleferie
- Skab overblik og afstem forventninger – Tag en snak i familien og få afklaret, hvad I hver især har som mål for ferien, og hvad I skal. Sæt varighed for hver ting og prioriter dem. Skab derefter overblik ved at lave en plan, som synliggører jeres ønsker og mål. Vurder nu om det er realistisk, at nå de ting I gerne vil, og juster jeres plan så der også er plads til nedenstående punkter
- Sørg for tid til dig selv – Ferietid er der, hvor der også skal være plads til at slappe af og reflektere. Det er bl.a. gennem refleksion og afslapning, at vi får ladet vores “batterier” op. Sørg for at du har reserveret tid til dig selv fx gennem at læse bøger, gå ture eller lignende. Tænk fx også over hvordan du i det kommende år vil arbejde med din personlige effektivitet og din personlige planlægning
- Kobl helt af fra arbejde – Tænker du på arbejde under ferien, så kan årsagen være, at du har for mange ting, som er uafklaret. Lav en liste over de ting, du skal arbejde med, når du kommer tilbage fra arbejdet, og glem så alt herom, til du skal igang igen. Slå din mail fra på dine digitale enheder, så du ikke bliver forstyrret. Du betaler trods alt selv din ferie, og en af de vigtigste ting ved ferie er at få tid til andre ting end arbejde
- Vær nærværende – Nærvær over for familie og venner gør virkelig en forskel. Kender du det at være sammen med nogen uden, at de egentlig er sammen med dig? Sørg for at være “til stede”, når det er krævet. Et godt huskeråd er, at du får lige så meget igen, som du giver
- Reserver tid til uforudsete ting – Ligesom på arbejdet er det ikke muligt at forudse alt. Sørg derfor altid for, at der der er tid til uforudsete ting. Tænk hvis der pludselig kom en super god idé, som du bare ikke havde tid til, fordi du allerede har planlagt ferien til mindste detalje
Sæt ikke barren for højt
Ferie handler om afkobling fra arbejde. Sørg for at du har tid til netop det og sæt ikke barren for højt.
Rigtig god jul.