Kender du fornemmelsen. Du har en vigtig opgave, som skal laves, men lysten er der bare ikke. Hvad gør du nu? Rigtig mange vælger at udskyde den vigtige opgave til et senere tidspunkt, med udgangspunkt
i håbet om, at de får lyst senere.

Dette er meget sjældent en god løsning. Når en opgave en gang er blevet udskudt pga. manglende lyst, så er der en tendens til, at man vil gøre det igen. På den måde bliver denne vigtige opgave, som faktisk vil have en stor påvirkning på dine resultater udskudt til sidste øjeblik. Dette vil næsten med sikkerhed betyde, at du ikke kan lave et lige så godt resultat, som hvis du var startet første gang.

Ja, jeg ved godt, at rigtig mange tror, at de arbejder bedst under pres. Mit svar til dem er, at de jo heller ikke har noget andet valg, når de er i sidste øjeblik. Dermed ved de ikke, hvilken kvalitet opgaven ellers kunne være fået, hvis den var startet i god tid.

Jeg har dog aldrig set dokumentation for, at vores bedste kvalitet laves under pres. Derimod er dokumentationen for det modsatte overvældende.

Måden hvorpå du får opgaven løst første gang

Første skridt mod at få opgaven løst er at acceptere, at du ikke altid har lyst til at begynde med. Men at følelserne ikke er med på dit hold fra starten af, skal ikke forhindre dig i at gå i gang.

Du kan jo kontrollerer dine handlinger, selvom dine følelser ikke er enige i disse handlinger. Men for ikke at bruge for mange kræfter (viljestyrke) på at løse opgaven, er her nogle gode råd.

  • Start før du er klar – Oftest har vi tendens til at udskyde, fordi vi ikke føler, at vi har de ting, vi har brug for. Dette er ofte en undskyldning, som kan gøre, at vi kommer til at sidde fast uden at komme i gang. Start derfor med det du kan. Oftest finder du andre løsninger på de ting, du troede, du manglede
  • Nærvær er vigtigst – Skab nærvær for den opgave, du skal i gang med. Sørg for at du ikke har noget, der kan forstyrre dig. Dit skrivebord og omgivelser skal være ryddet, så der ikke er noget, som kan tage dit fokus. Sæt endvidere dine digitale enheder på lydløs
  • Lav en aftale med dig selv – Det kan være svært at komme i gang, og de første minutter kan være lange. Det er lige netop på det tidspunkt, det er lettest, at hoppe ud af opgaven igen og udskyde den til senere. Lav derfor en aftale med dig selv om kun at gøre denne opgave eller ingenting i en aftalt periode – fx 30 minutter. Når du ikke ved, hvad det næste er, så fasthold dit nærvær og vent til nye tanker kommer. Jeg lover, at de nok skal komme
  • Del din opgave op i spiselige bidder – Din opgave skal altid være tidsbestemt. Er der en stor opgave, så del den op i mindre bidder inden du starter. Brug evt. pomodoro teknikken. Alternativt fordel den over flere dage, hvor du hver dag fx hver dag bruger 1 time på opgaven

Pas på succeskulturen

I den kultur vi lever i, er vi vant til, at de ting vi ønsker at gøre skal kunne løses med det samme. Oftest er årsagen til denne adfærd, at det giver os en oplevelse af succes. Hvis vi ikke kan overskue eller løse opgaven nu og her, så kan vi jo bare gå i gang med noget, som er løseligt. Desværre er konsekvensen af denne adfærd oftest, at de svære men vigtige opgaver bliver udskudt gang på gang.

Lav om på denne adfærd og forbedr din personlige produktivitet ved at bruge de fire ovenstående råd.

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk