Hvor ofte stopper du dit arbejde på den tid, du har planlagt? Hvor tit oplever du, at du har været tilfreds med din arbejdsdag? Kan du svare “ikke så tit” til disse 2 spørgsmål, så er dette indlæg lige noget for dig.
Årsagen til at du svarer “ikke så tit” er ofte, at dine vaner trækker dig i den forkerte retning. Uden at du er opmærksom på det, får du startet på ting/opgaver, som i nuet virker rigtige, men som du senere fortryder.
Et eksempel kan være, at du har en større opgave, som du skal have lavet. Inden du går i gang, kigger du lige i din e-mail indbakke. Her bliver du fanget af nogle opgaver, som haster, men som ikke er vigtige ift. den opgave, som du skal have lavet. På grund af dine valg bliver du nødt til at blive længere på arbejde for at få din større opgave lavet. Det betyder, at du får dårlig samvittighed ift. de aftaler, du har lavet med dig selv eller familien. Konsekvensen af dine valg gør, at du næste dag kommer mindre oplagt på arbejde, måske fordi du ikke har restitueret tilstrækkeligt, eller fordi du frygter, at i dag bliver lige som i går.
For at komme ud af en spiral som denne, kan nedenstående vaner/rutiner hjælpe dig med at gå hjem til tiden, være tilfreds og give en god start næste dag.
Afslut din sidste opgave 20 min. før du skal stoppe
Den vigtigste vane for at afslutte din arbejdsdag godt er at bruge de sidste 20 min. af din arbejdsdag på at evaluere og gøre klar til næste dag. Et eksperiment viser, at det betyder op til 25% i øget produktivitet. Baggrunden er, at din refleksion sætter fokus og skaber opmærksomhed på, hvordan du arbejder. Desværre bruger alt for få tid på dette, da de i stedet lige kan nå en ekstra opgave i bunken. Men dette manglende fokus gør bare, at bunken aldrig bliver mindre eller forsvinder.
Hvad skal du så bruge disse 20 min. på?
Gør din arbejdsplads klar til dig selv
Afslut altid din arbejdsdag med lige at få ryddet op omkring dig. Det er en super oplevelse at komme på arbejde næste dag til et ryddeligt skrivebord. Det betyder, at du sparer på din energi, og har lettere ved at komme godt fra start.
Evaluer din dag
Brug maks. 5 min. på at skrive svarerne ned på følgende 2 spørgsmål: Hvad gik godt i dag? Hvad vil jeg gerne have gjort anderledes?
Gør det i et Word dokument, gør det i en notesbog. Bare gør det :). Denne opgave har meget stor effekt på din følelse af succes. Du får lukket dagen ned. Du får fejret din succeser og anerkendt dine fejl. Samtidig betyder det at skrive dem ned, at du ikke behøver at huske mere på det, og din hjerne får fri.
Planlæg din vigtigste opgave for i morgen
Hvilken opgave skal jeg løse i morgen, som virkelig vil have stor indflydelse på mit arbejde? Stil dig selv dette spørgsmål og planlæg den så.
Det bedste du kan gøre er at starte den fra morgenstunden, og du skal sætte tid af til den. Når du laver denne opgave først på dagen, vil den give dig energi og momentum til resten af dagen. Sørg evt. for at du på dit skrivebord kan se, hvad du har besluttet er vigtigst, når du kommer på arbejde i morgen.
Identificer hvad du har løst og hvad du skal have løst
Sørg for at du får tydeliggjort, hvad du har løst af opgaver i dag. Denne tydeliggørelse giver dig den følelse af succes, som du fortjener. Når du kan se, at du hele tiden kommer tættere på dine mål, skaber du momentum til at fortsætte rejsen.
Planlæg også de andre opgaver du skal have løst i morgen. Når du først har planlagt det, så slipper du for at bruge mere tid på at tænke på det, og din hjerne sparer igen energi. Energi som du kan bruge på noget meget vigtigere end at være en huskeseddel.
Har du svært ved at komme afsted til tiden
Ovenstående vaner og rutiner hjælper dig ikke nødvendigvis med at komme afsted fra arbejdet til planlagt tid, men de vil helt sikkert skabe mere tid og energi.
For at komme afsted til tiden kan jeg kun anbefale, at du husker, at det er kvalitet og ikke kvantitet, der skaber resultater. For virkelig at kunne præstere skal du sørge for, at du får tilstrækkelig egenomsorg. Uden denne vil alt bare komme til at tage længere tid.