Din energi er din mest kritiske ressource. En sætning jeg bruger meget ofte. Årsagen til dette er, at langt de fleste ikke kender den positive effekt ved bevidst at arbejde med deres energi. Min oplevelse er, at de tænker, hvis jeg VIL nok, så kan jeg også.
Deres krop skal altså makke ret. Men det kan den kun i begrænset omfang.
Energien jeg taler om her, er primært den energi, vores hjerne har brug for, når den skal arbejde med at tænke. Det hele hænger dog godt og grundigt sammen. For hvor godt kan du tænke, når du er fysisk udmattet? Ikke særlig godt. I sådan en situation vil det være svært at finde på nye idéer eller tænke på et mål, du gerne vil nå ude i fremtiden.
Vores hjerne kan kun få energi til at arbejde et sted fra. Det er fra vores fysiske kapacitet. Så hjernen deler din samlede energiressource med resten af kroppen. Når du ikke har energi nok til, at hjernen kan arbejde med din aktuelle opgave, så går den i en slags standby. Og så tager processen meget længere tid.
Hjernen bruger 20% af vores samlede energi
Vores hjerne bruger 20% af vores samlede energiressoucer og fylder 3% af vores krop. Det gør den til en markant spiller i kampen og vores energi.
Hjernen skal bruge ekstra meget energi, når den skal gøre noget, som den ikke har set eller kender fra tidligere. Det er blandt andet derfor, det er så hårdt at sætte mål. Det er svært for hjernen at forudse en fremtid blandt mange mulige, og derfor kræver denne proces meget energi.
Den kognitive del af hjernen (tænkedelen) er den, der bruger mest energi. Den bruger især ressourcer på fem vigtige funktioner: at forstå, at beslutte, at genkalde, at huske og at hæmme. Det kan altså betale sig, at man løbende er opmærksom på, at man har nok energi til at bruge dem.
Brug energien med omtanke
Tænk på brugen af din hjernekapacitet på samme måde som, hvis du trænede fysisk træning. Du ville ikke kunne holde til at styrketræne hele dagen og er fx nødt til at veksle mellem styrketræning, kredsløbstræning, udstrækning og restitution.
For at sikre at du har nok energi til en hele dagen skal du fx tænke over:
- Hvor meget energi har jeg i dag – Er du udhvilet? Hvor meget energi har du tilbage på din “energitank”? Det er spørgsmål, som du hver dag skal tage stilling til. Dette for at undgå at gå i gang med noget, som du i sidste ende ikke har ressourcer til at fuldføre
- Hvor meget energi kræver de opgaver, jeg skal løse – Her skal du tænke på, hvad hver enkelt opgave kræver af hjernekapacitet. Rutineopgaver/vaner bruger fx meget mindre kapacitet end opgaver, hvor du skal tænke nyt. Tænk på om du skal bruge de ovenstående 5 vigtige funktioner og i hvilken grad
- Hvordan sørger jeg for at spare på min energi – Hvordan kan jeg i løbet af dagen minimere forstyrrelser. Forstyrrelser kræver energi af hjernen, da den skal hæmme dem. Du kan derfor med fordel planlægge, at dine “tunge” tænkeopgaver gøres et sted, hvor du skal bruge mindst mulig energi på at hæmme forstyrrelserne omkring dig. Dermed vil du have mere energi til selve opgaven
- Hvad kan jeg i løbet af dagen gøre for at forny min energi – Selvom søvn er den vigtigste ressource for en fuld tank, så er det muligt at fylde lidt energi på i løbet af dagen. Desværre for mange er kaffe og energidrikke ikke gode permanente løsninger. Disse 2 har det nemlig med at maskere, hvordan kroppen reelt har det. En gåtur i det fri eller en powernap er værktøjer, som kan give dig reel energi uden bivirkninger. Ja, sukker og koffein hjælper også, men jeg anbefaler kun at bruge dem sjældent, og som værktøjer, når du virkelig er presset
Værn om din energi
De fleste af os har vel 1-2 timers tungt tænkearbejde, vil kan bringe i spil hver dag. Forudsætningen for dette er, at man ikke har brugt/spildt sin energi på andet inden da. Det kan derfor betale sig at sætte fokus på, hvad du bruger din energi på.
Jeg vil de kommende 4 indlæg gå dybere ind i arbejdet med energi. Du vil derfor i de kommende indlæg høre om 4 energi dimensioner, som hver i sær vil blive beskrevet.
© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang
Synes du emnet med hjernen er spændende, så kan jeg bl.a. anbefale bogen Your Brain At Work af David Rock. Bogen giver rigtig gode eksempler på, hvordan du får det optimale ud af din hjerne.