Energi er efter min mening den vigtigste nøgle til at opleve succes både på arbejdet og i livet. Alligevel oplever jeg rigtig mange, som ikke er bevidst om brugen af deres energiressource.

På arbejdet er energi afgørende for bedst muligt at få løst dine opgaver. Har du energi nok til en hel arbejdsdag? Løber du fx tør kl. 13, så er det slut med viljestyrke, og så tager din autopilot over. Du får ganske vist stadig lavet noget, men det er absolut de færreste, der får arbejdet på deres vigtigste opgaver, når deres hjerne er på autopilot.

Har du energi nok, når du kommer hjem fra arbejdet til familien? Hvis ikke, så har du ikke samme overskud til nærvær og samvær. Endvidere ender aftensmaden måske med takeout og aftenen foregår foran fjernsynet.

Brænder du dit lys i begge ender

Nogle gange kan man bare være så træt, at man ikke orker noget. Hovedet kan være så fyldt op, at det bare har brug for at slappe af.

Denne situation kender mange. Forskellen er hvordan du agerer i disse situationer. Vælger du ofte at slappe af efter travle dage på kontoret. Altså på dage hvor du har brugt meget mental energi, men kun lidt fysisk energi. Ja, så er der stor risiko for, at du brænder dit lys i begge ender.

Du skal bruge energi for at få energi

En af de vigtigste ting jeg har lært, er at du skal bruge energi for at få energi. Det er måske lidt ironisk men tænk på følgende eksempler:

  • Det kræver energi og viljestyrke at dyrke sport, men du får den energi, du bruger og mere endnu tilbage på den lange bane
  • Det kræver energi at planlægge og lave sunde måltider (og undgå usunde). Men du får også den energi tilbage
  • Det kræver energi og planlægning at gå i seng på et fornuftigt tidspunkt. Men ved at gøre det vil du få en masse ekstra energi og øget fokus den efterfølgende dag

Du skal bruge tid for at få mere energi

Hvor ovenstående eksempler giver mening for de fleste, så er den store udfordring, at du skal bruge tid for at få mere energi. Det kan være svært at bruge tid på at få energi i en verden, hvor der altid lige er en opgave mere, du kan nå. Du kan derfor tit stå med valget om lige at bruge 30 min. mere på arbejdet, fremfor at nå hjem og tage en løbetur. Det kan virke som om, du gennem valget af opgaven på arbejdet når mere af din arbejdsmængde, men denne adfærd betyder på den lange bane det stik modsatte.

På den lange bane er det produktivitetstaktikker som nok søvn, sund ernæring og regelmæssig motion, som vil sørge for, at du har mere energi og fokus til arbejdet og i fritiden. For vidensarbejdere er der en direkte sammenhæng mellem den energi, det fokus du har med på arbejdet, og det du præsterer.

4 råd hvis du tit løber tør for energi

  • Bevægelse – Sørg for at du bevæger dig løbende dagen igennem. Det behøver ikke at være i høj aktivitet. Bevægelse vil styrke din kognitive kapacitet og hjælpe dig med at give ro og overblik. Hver gang du oplever, at din hjerne er opstemt (både positiv eller negativ), så tag 10 min. pause med bevægelse. Prøv fx at se om, du kan nå 10.000 skridt om dagen.
    Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2011 lyder sådan: “Mindst 30 minutter om dagen skal du være fysisk aktiv. Aktiviteten skal være med moderat til høj intensitet og være udover de almindelige, kortvarige dagligdagsaktiviteter. Aktiviteten skal minimum vare 10 minutter, hvis de 30 minutter splittes op. Mindst to gange om ugen skal der foregå fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed. Det skal ske for at vedligeholde eller udbygge konditionen og muskelstyrken. Samtidig skal der indgå motionsformer, der øger knoglestyrken og bevægeligheden”
  • Balancer dine ressourcer – Start dagen med at forholde dig til dit energiniveau i dag og hvilke muligheder, du har for løbende at fylde lidt på. Tilpas derefter dine opgaver, så du ikke løber tør. Husk også at variere kompleksiteten af opgaven. Vi har ikke energikapacitet til at løse svære og komplekse opgaver hele dagen. For størstedelen er det 2-3 timer, og dette inden middag. Husk at du også skal have energi tilbage til de ting, du ønsker skal ske, når du kommer hjem
  • Sov nok – At sove ca. 7-8 timer hver nat lyder så simpelt, men det er rigtig svært for mange at komme tidligt nok i seng. Behovet for lige at sidde lidt og slappe af foran fjernsynet/tablet/computer er en stærk vane, som kan være svær at slippe af med (det er svært at træffe beslutninger, når man er træt). Samtidig så går der for mange 1-2 måneder før de reelt mærker forskellen ved at sove nok. Mange lider nemlig generelt af søvnmangel, og det tager tid for kroppen at indhente det tabte. Beslutter du dig for at sætte fokus på søvn, så lav en aftale med dig selv, der varer 2 måneder. Du vil løbende og hurtigt opleve forbedringer, men jo længere du bliver ved, jo bedre bliver det
  • Hav det sjovt – Grin, leg og godt humør har stor indvirkning på vores energiniveau. Har du en hverdag, hvor der ikke er tid eller plads til at have det sjovt, så går du glip af gode energiboost, som virker meget bedre end kaffe og energidrikke. Prøv at sætte tid af til dette i fx 3 uger. Bare 10 minutter hver dag. Find ud af hvad du synes er sjovt og skab plads til det. Det sker ofte, at det lige netop er, når du har det sjovt, at den gode idé kommer

Din afgørende ressource

Energi er afgørende for vores produktivitet. For at vinde på jobbet og lykkes i livet skal du løbende holde øje med din energitank, men også have tid til at vedligeholde og pleje den. Reelt er det lige meget, hvor meget tid du har, hvis du ikke har energi nok.

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk