Er du blandt de mange, som ofte går rundt med følelsen af ikke at slå til, og du er frustreret over ikke kunne nå de opgaver, du forventer. Hvis det er tilfældet, hvad gør du så for at løse det?

Dette indlæg handler om netop den situation, og giver dig to metoder til at løse denne situation. Metoder hvor jeg er klart tilhænger af den ene frem for den anden.

+1 metoden

Alle starter med denne metode. +1 er metoden, hvor du beslutter at bruge en time eller flere til at nå det, du gerne vil have gjort.

Denne metode starter som regel ud i det små. Du bliver en time længere på arbejdet. Det kan også være, at du har din computer med hjem og sidder og arbejder lidt om aftenen.

Denne metode er egentlig rigtig fin, hvis det er en sjælden gang imellem, du har brug for ekstra tid. Udfordringen kommer først, når du ofte gør brug af denne løsning. Den kan ende med at det nu bliver en vane, at du sidder hver aften, eller at du fx lige skal sidde et par timer søndag eftermiddag, så du er med mandag morgen.

2x metoden

Med denne metode sætter du fokus på at optimere din arbejdsmåde. 2x metoden går ud på, at du løbende evaluerer og optimerer den måde, du gør/anskuer dit arbejde på.

Tanken bag denne metode er et langsigtet fokus/udbytte. Hvis du i dag fx bruger 1 time på at arbejde med, hvordan du hver dag kan optimere måden med 5 minutter, hvorpå du svarer dine e-mails, så har du sparet 20 timer på et år. Det kan også være, at du kan optimere det ugentlige afdelingsmøde og afkorte det med 15 minutter. På den måde sparer du 10 timer på et år.

Denne metode har et kæmpe potentiale, og jeg oplever desværre alt for få, som har dette fokus. Har du hver dag oplevelsen af travlhed, så er der måske en risiko for, at du ikke oplever at have tid til at kigge nærmere på din arbejdsmåde/prioriteter, og dermed går du glip af en kæmpe gevinst.

2 metoder med forskelligt udbytte

Tager +1 metoden overhånd, så er det meget sandsynligt, at du kommer ind i en ond cirkel. Bruger du fx dine aftener, kan det betyde, at du fx kommer til at sove mindre / bevæge dig mindre. Dette betyder, at du har mindre energi næste dag, som igen vil betyde, at du når mindre og nok i en ringere kvalitet. Med tiden kan dette altså virkelig påvirke din arbejdsindsats.

På familie- og privatsiden kan +1 metoden give dig dårlig samvittighed over ikke, at nå det du vil her. +1 metoden betyder jo på et eller andet tidspunkt, at der ikke er flere timer tilbage.

Det værste ved +1 metoden er, at du måske ikke opdager, hvor slem din situation er, før det virkelig står skidt til.

Med 2x metoden er situationen en anden. Her kan frustrationen over at opdage potentialet og bruge tid på at eksperimentere og optimere godt føles overvældende. Hvornår skal jeg få tid til at gøre disse ting bedre?

På den lange bane er denne metode dog super. En ting er, at du sparer tid, men følelsen af at blive bedre sætter dig også op til succes. For mig har denne metode været afgørende for min livskvalitet og personlige succes, og derfor har MERE TID også stort fokus på at hjælpe andre med at implementere denne metode. Hvorfor jeg ved dette, hænger sammen med, at jeg for 10-15 år tilbage har brugt +1 metoden for meget, og jeg er nu glad for, at den kun bruges sjældent.

Når du skal i gang med 2x metoden

Har du lyst til at prøve 2x metoden, så start med en begrænset periode. Prøv fx i en måned (helst ikke mindre). Men det skal være en periode. du kan overskue.

Nøglen til at få succes med 2x metoden er evaluering. Brug hver dag maksimum 5-10 minutter til at kigge på dine arbejdsmåder og evaluér dit potentiale. Få evt. hjælp udefra ved at spørge en kollega. Dette kan virkelig give resultater.

Reserver 1-2 timer i din kalender hver uge til optimering og hold fast i den tid. Der er her du arbejder med dine optimeringstiltag. Hav derfor hver dag et dokument, hvor du noterer, hvad du vil sætte fokus på, dine tanker herom samt dit forventede udbytte.

Det er vigtigt at få skabt momentum. Start derfor med de lavest hængende frugter og opbyg erfaring. Arbejd dog hele tiden med det fokus, at det du ændrer skal have en langsigtet effekt.

Husk også at evaluere på dine tiltag, ofte vil du finde ud af, at du kan optimere endnu mere uden, at det går ud over din kvalitet.

Skal du virkelig have udbytte af 2x metoden, så husk at uden energi, så bliver alt bare sværere. Brug derfor den tid du sparer til at øge eller fastholde dit energiniveau. På den måde vil du hele tiden kunne optimere din hverdag, så du kommer tættere på at vinde på jobbet og lykkes i livet.

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk