Du kender måske denne oplevelse. Du har brugt tid på at lave smart mål. Dvs. at du har været igennem processen med hvert mål og gjort dem specifikke, målbare, attraktive, realistiske og tidsbestemte. Alligevel kan du 2-6 måneder senere opleve, at du ikke er lykkes med at opnå målet. Hvad er årsagen hertil?

Blev dine mål overhalet af hverdagen, travlhed, andre prioriteter eller alle 3? Hvis det er tilfældet, så mangler du et par afgørende ingredienser i din målsætningsproces. Ingredienser som bliver overset alt for ofte, og som efter min mening er årsagen til, at så få personer reelt lykkes med at opnå deres mål.

Uden mål ingen retning

Mål er vigtige for vores succes. De skaber retning og sætter fokus. De muliggør prioritering og giver os en langvarig følelse af succes, når vi når dem. En følelse af at lykkes, som opbygger vores integritet til bl.a. at skulle i gang med nye mål.

For at optimere din succesrate skal dine mål være nedskrevne og synlige for dig. Mål du “bare” opbevarer i hovedet, er alt for lette at ændre. Dette så det lige passer til den situation, du er i nu. I den travle hverdag glemmer vi også alt for hurtigt. Derfor skal du regelmæssigt blive mindet om dine mål. Personligt har jeg en aftale i min kalender en gang hver måned, hvor jeg gennemlæser dem. Jeg har også set personer, som har lagt dem som baggrundsbillede på deres computer. Men du kan også laminere dem og ligge dem et synligt sted.

Endvidere er det vigtigt, at du løbende plejer dine mål. Generelt er vi som mennesker alt for optimistiske, når vi sætter mål. Dette fordi vi er ikke særlig gode til at forudse fremtiden. Dette betyder, at vi ofte ender med at skabe helt urealistiske mål. Når du kigger tilbage på dem, kan de faktisk virke som om, de er lavet at en helt anden person, som ikke forstår din virkelighed. Derfor skal du løbende justere dine mål til den virkelighed, du ser nu. Det er helt fint at mål skaber pres og fokus, men du reducerer din chance for at lykkes, hvis målet er fuldstændig uopnåeligt. Evaluer derfor løbende (gerne månedsvis), hvordan det går med dine mål.

De vigtigste ingredienser

Ovenstående er, hvad du kan lære på et godt målsætningskursus. Men det er slet ikke nok. Selv om du har gjort ovenstående ting, så har du stadig stor risiko for ikke at lykkes.

Der mangler to ting. Den ene er at gøre dine mål handlingsorienteret, og den anden er at identificere og skabe vanemønstre, som skal sikre, at du får udført dine handlinger.

Årsagen til, at disse to ting er afgørende, er, at de hjælper med at støtte den forandringsproces, du gennemgår, når du skal opnå nye mål.

Gøre dine smart mål handlingsorienteret

Alt for ofte oplever jeg, at smart mål bliver lavet, men når de så bliver hevet op af skuffen igen, så kan du ikke huske, hvad det var, du ville gøre for at nå dem. Den situation skal helt undgås.

Det du skal gøre med dine smarte mål er derfor at dele dem op i en række helt konkrete handlinger af en til tre timers varighed. Årsagen til varigheden er, at du skal have fleksibilitet, hvis hverdagen ændrer sig. Det er nu en gang lettere at flytte en to timers aftale end en hel dag. Dine handlinger skal endvidere være så konkrete, at du ved nøjagtig, hvad du skal gøre for at lave dem, så beskriv dem tydeligt. Du skal i denne proces også vurdere, hvor ofte hver handling skal udføres for, at du kan lykkes. Derefter sørger du for at synliggøre disse handlinger. Jeg foretrækker at lægge dem ind i min kalender, så jeg på den måde reserverer tid til det, jeg har besluttet er vigtigt. Men det vigtigste er, at de er synlige for dig.

Hvilke vanemønstre skal jeg have for at lykkes

Dette punkt er både det sværeste og det vigtigste. Vi har generelt meget sværere ved at implementere nye ting, end vi tror. Vi tror, vi kan klare opgaven på ren viljestyrke, for “hvor svært kan det være”.

Med mindre du virkelig er selvbevidst og har stor erfaring med netop at implementere den slags mål, så bliver det meget sværere, end du forestiller dig. Langt de fleste personers fremtids jeg oplever, at det slet ikke blev, som de havde regnet med. De har måske ikke så meget viljestyrke, som de havde regnet med, eller de fik brugt tiden på noget helt andet.

Du skal derfor fra start identificere og beslutte, hvilke vaner, der skal hjælpe dig med at implementere hver af dine konkrete handlinger. For hver konkret handling skal du identificere den trigger, som skal sørge for, at du kommer i gang som planlagt. Du skal samtidig for hver handling beskrive den positive belønning, der er ved at gennemføre den konkrete handling. Hvordan vil det fx føles, og hvad giver det dig langsigtet, at du fik løst denne handling.

Er det fx svært at komme ud af e-mail indbakken om morgenen, hvor du i gang med en af dine handlinger, så brug fx en alarm eller en kollega, der minder dig om, at du skal i gang. Du kan også dagen inden ligge en seddel på dit tastatur, der siger, at du ikke skal åbne e-mail før bagefter. Eller du kan have en seddel liggende, hvor du beskriver, hvorfor du skal stoppe med at arbejde med e-mail, og i stedet komme i gang med opgaven.

Mulighederne er mange, og det vigtigste er, at du prøver at eksperimenterer med hvilken trigger, der sikrer, at du kommer i gang. Du rammer nok ikke rigtigt første gang, men bliver du ved, skal det nok lykkes.

Er det virkelig det værd

Kan det virkelig betale sig at bruge alt den tid på at lave mål. Ja, det kan det, for når du har lavet dette arbejde, så vil du opleve, at du lykkes og den følelse er det hele værd. Tænk på at ovenstående sparer dig for timers frustration og ærgrelse. Timer som du nu i stedet bruger på at nå dine mål.

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk