Du kender måske situationen. Du har en travl periode på arbejdet og med familien, som gør, at du ikke oplever at have tid til at motionere. Du ved godt, at du har bedst af det, men du oplever bare ikke, at du har tid. 6 måneder senere er du kommet helt ud af motionsvanen, og lige pludselig er den der. Et hold i ryggen! “Hvor kom den fra?”, “Det har jeg altså ikke tid til nu” kan være sætninger, som dukker op i dit hoved. Det tager nogle uger inden, du er klar igen, men nu vågner du ofte op om morgenen med øm lænd. “Det går nok snart over”, men det gør det ikke, og tre måneder senere har du ondt i ryggen næsten hver dag. Nu går det virkelig ud over din hverdag.
Du tager til lægen, som anbefaler dig at gå på et ryghold 3 gange om ugen. Allerede efter nogle uger kan du mærke markant bedring. Efter 3 måneder føler du dig stærk igen. Du tænker “hvordan kunne jeg lade det komme så vidt“, “hvorfor har jeg ikke holdt mig i gang, når jeg har så godt af det?“. Dette er emnet for dette indlæg. Hvorfor udskydes egenomsorg ofte, som noget af det første? Og hvorfor skal der opstå noget, vi ikke kan komme udenom, før vi handler?
Situationen gælder selvfølgelig også for arbejdssituationer. Tænk fx på arbejde op til deadline. Hvorfor ender det i mange situationer med, at man arbejder som en tosset den sidste uge op til deadline? Dette på et projekt, som har varet tre måneder. Tænk også over e-mail. Vi ved godt, at e-mail tager vores opmærksomhed, og alligevel giver vi os selv lov igen og igen, time efter time.
Og hvad med søvn? Hvor ofte ender det ikke med, at vi sidder for længe oppe og ser fjernsyn, når vi egentlig burde få kvalitetssøvn? Konsekvensen af for lidt søvn er mange, men reduceret immunforsvar gør os fx sårbare for sygdomme. Samtidig gør den reducerede energi, at vi næste aften igen træffer samme beslutning og sidder oppe igen. Vi har simpelthen ikke energi til at gå tidligt i seng.
Når den fortravlede hverdag påvirker vores handlinger
Vi ved det godt, når vi tænker over det, men hvorfor handler vi anderledes end den gode viden vi har? Jeg har i den seneste periode blevet inspireret af flere bøger, som bl.a. kommer omkring dette emne.
I bogen Start Med Hvorfor af Simon Sinek, skriver Simon om den manglende forbindelse, der er mellem vores limbiske hjerne og vores kognitive hjerne. Den limbiske hjerne styrer vores følelser og vaner og kan beskrives som autopiloten, som bare gør. Den kognitive hjerne er der, hvor vi tankemæssigt er i kontrol. Simon beskriver problemet mellem de to ved, at den limbiske hjerne ikke forstår sprog men kun følelser. Den kognitive hjerne er derimod bedst til sprog. Udfordringen er derfor at få fundet ud af, hvordan vi konverterer vores sprog til følelser, som giver langsigtet mening for vores limbiske hjerne.
Daniel Kahneman bruger hele bogen Tænk: Hurtigt Og Langsomt på at forklare de mange bias/fordomme vores hjerne har. Bl.a. har vi meget større forbehold mod at tabe, end vi har for at vinde. Vi er fx alt for optimistiske i vores planlægning, og vi fortæller os selv historier, som vi ikke har tilstrækkelig data til at konkludere på.
I bogen Nudge af Cass R Sunstein & Richard H Thaler fortæller de to herrer bl.a., hvor svært vi har ved at træffe nye beslutninger. Dette selvom de nuværende faktisk skader os. Vi er i stedet låst i mønstre vi kun sjældent er opmærksom på. De to herrer beskriver to tilstande hos os. Den varme og den kolde. Den varme tilstand er, når vi er opstemt, og her træffer vi helt andre beslutninger, end når vi er i den kolde overvejende tilstand.
En afgørende årsag til, at vi ikke får lavet de handlinger, vi egentlig godt ved er bedst for os er, at autopiloten er i brug for ofte. Når vi har for travlt og ikke tid til at stoppe op, så kører vi bare derudaf. Konsekvensen er, at vi ikke får sat autopiloten på pause i de situationer, hvor vi ved, at der er en øget risiko for, at vi træffer handlinger, vi senere fortryder.
Når du tager udgangspunkt i bagklogskabens klare lys
Vi kan lære meget af bagklogskabens klare lys. Et godt råd er derfor at stoppe op og tænke over netop situationen set i bagspejlet, inden den sker. Hvordan vil du fx have det i morgen, når du vågner og er meget træt, fordi du har sovet for lidt?
I bogen Emotional Agility af Susan David sætter Susan fokus på, hvad vi kan gøre for at skabe bedre forbindelse mellem den limbiske hjerne og den kognitive hjerne. Susan sætter fokus på, at der skal tre ting i spil for at ændre adfærd langsigtet. Et samlet fokus på mindset, motivation og vaner. Det er altså ikke nok bare at sige “nu skal jeg“. De tre områder skal hænge sammen og understøtte hinanden. I stedet for “jeg skal” og “jeg burde”, skal vi tænke “jeg ønsker at” og så tænke over, hvad dette ønske har af konsekvenser for bl.a. vores vaner.
Susan kommer også med en anden god pointe. Det er, at vi skal se vores liv som en rejse, hvor fejl m.m. bare er en del af læringsprocessen. Vi skal acceptere, at vi er fyldt med de bias/fordomme, som Daniel Kahneman beskriver. Derfor skal vi erkende, at vi sjældent vil lykkes første, anden, tredje eller fjerde gang. Det vigtigste er i stedet at blive ved med at komme op på hesten igen. Du skal altså nyde rejsen mere end selve destinationen.
Start inden der bliver et problem
Hvorfor skal der være et problem, før vi begynder at handle? Når problemet opstår, er det er jo sværere at løse, end hvis det var taget i opløbet. Prøv i stedet hver dag at sætte fokus på at optimere og udvikle din dag, så du får en fremtid dit fremtidige jeg er glad for.
Prøv fx de næste 14 dage at stoppe op en gang i timen og mærke, hvor du er, og hvordan din krop har det. Juster så din plan til den virkelighed, du mærker.