Du sidder og tænker på vej hjem fra arbejde og er lettere irriteret: “Hvorfor blev jeg også forstyrret, så jeg ikke nåede…”, “Jeg ville ønske, at jeg lige også havde…”, “Pokkers, jeg glemte at…”“Nu skal jeg altså se at få den opgave lavet færdig. I morgen udskyder jeg den altså ikke!” osv.

Hvad nu hvis du i stedet var på vej hjem med en god tilfredshed i kroppen og tænker: “Fedt at jeg fik lavet den svære opgave i dag fra morgenstunden”, “Det var et godt møde i dag, og jeg var med til at skabe god synergi”, “Godt jeg havde reserveret lidt tid til afbrydelser, så jeg kunne hjælpe…”, “Når jeg kommer hjem, bliver det godt at…” osv.

Ovenstående to virkeligheder behøver kun at have en ting til forskel. Den første person er vant til at tænke over sin dag i hovedet. Den anden person er vant til at evaluere sin dag skriftlig.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan du kan spare tid ved at evaluere skriftligt. Dette indlæg sætter fokus på de mentale fordele, som skriftlig evaluering giver.

Når din autopilot styrer begivenhederne

Problemet med den løbende automatiske refleksion, der foregår i vores hjerner er, at vi sjældent kan stole på den. Vores hjerne har det nemlig med at bruge din aktuelle sindsstemning til at fylde de huller ud med, som den ikke lige kan huske. Er du derfor irriteret lige nu, så vil du se mere negativt på dagens hændelser. Er du ovenud positiv vil din dag se rosenskøn ud. Ingen af disse vil ofte give dig et reelt billede af din dag.

Afslutter du ofte din dag i en hektisk spurt, hvor du sjældent kommer ud som vinder, så vil du altså ofte have en sindsstemning med en mængde irritation og stress i kroppen, som din hjerne vil tage udgangspunkt i, når den kigger på dagen.

For at få et reelt billede skal du have slået din hjernes autopilot fra og have aktiveret din tænkende del. Din autopilot vil nemlig bruge din aktuelle sindsstemning uden forbehold, hvor din tænkende del af hjernen bedre vil kunne abstrahere fra den.

Du slår din autopilot fra ved at stille dig selv nogle spørgsmål, som kan aktivere den tænkende del af hjernen. Vil du fx optimere din arbejdsdag, så anbefaler jeg, at du evaluerer på, hvordan du hver dag har brugt din tid, din energi og din opmærksomhed. Du kan fx hente denne guide, som mine deltagere bruger til at lave deres evalueringslog.

 Ja, du bliver mere tilfreds, når du få styr på tankerne

Når du bruger spørgsmål, som aktiverer din tænkende del af hjernen, så får du nogle helt andre resultater. Jeg oplever faktisk, at det ændrer mit perspektiv. I stedet for at dagen er en mere eller mindre samlet klump af opgaver og hændelser, så får jeg gennem disse spørgsmål delt dagen op, og får forholdt mig til dagens forskellige situationer og konsekvensen heraf.

Dette gør at fx én hændelse ikke får lov at tage over. Samtidig får jeg også et mere realistisk billede af dagen. Generelt kan man sige, at dine tanker giver dig mulighed for at italesætte flere forskellige “virkeligheder” af dagen. Du har reelt mulighed for at vurdere en situation som: “det var bare irriterende at…” eller “jeg havde ikke lige regnet med, at skulle bruge, men det var godt at…”. Når du har aktiveret din tænkende del, så oplever jeg, at de meget kritiske tanker skubbes væk til fordel for de mere rummelige. Dette skaber en større generel tilfredshed og et mere reelt billede af din dag. Samtidig sker denne proces sker ofte helt af sig selv, når du skriver din evaluering ned.

Hvorfor skal det være skriftligt?

Din hukommelse er hullet som en si, og din hjerne fylder hullerne ud uden at fortælle dig hvor og med hvad. Dette er en af årsagerne til, at du på ferier, ved oplevelser m.m. tager dig tid til at tage billeder m.m.

Men når det kommer til arbejde, så bruger alt for få samme filosofi.

For at undgå at du lader din autopilot styre din udvikling og med risiko for, at det kan betyde ingen udvikling, så skal du evaluere skriftligt. Du skal kunne kigge tilbage og identificere mønstre, som du eller ikke vil have set. Du skal bruge det, du har skrevet ned til at skabe en bedre hverdag for dit fremtidige jeg. For nu kan du se og følge din udvikling over tid. Du kan fx gøre noget ved det, som du kun troede skete sjældent, men som du kan se påvirker i meget højere grad. Og denne løbende udvikling giver dig en tilfredsstillelse, som ellers ville være svær at huske.

Det tager kun 5 minutter…

Det kan godt være, at du tænker, at du har alt for meget i gang lige nu og ikke tid til endnu en opgave. Men efter min mening har du ikke tid til at lade være.

Her er den proces jeg bruger:

  • To arbejdsdage om ugen bruger jeg maksimum 5-7 minutter på at lave evaluering over de sidste dage
  • Hver måned gennemgår jeg og samler op på mine konklusioner. Dette tager ca. 15 minutter
  • Hvert kvartal bruger jeg ca. 30 minutter på at lave opsamling på mine måneds evalueringer
  • Sidst bruger jeg årligt ca. 1 time på at lave en opsamling på de 4 kvartaler

At lave og efterfølgende gennemlæse min års-evaluering er et af mine højdepunkter. Det er bare så fedt at se alt det, der er sket og gjort og få den følelse af succes, som det medfører.

At evaluere er som at træne en muskel, den skal bruges og trænes

Jeg har evalueret mine arbejdsdage i snart tre år. Det er stor forskel på, hvordan jeg startede og hvad jeg gør i dag. Men den skriftlige evaluering over de sidste år haft afgørende indflydelse på min øgede selvbevidsthed og udvikling. Endvidere har den igangsat mange gode handlinger, som jeg ikke tror ellers ville være sket.

Når du starter på at evaluere skriftlig, skal du derfor ikke værd for hård mod dig selv de første 4-6 måneder. Jeg lover dig, at vedholdenhed belønner sig 🙂

Giv dig selv en gave, som dit fremtidige jeg vil takke dig for og start med at evaluere skriftlig.

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk