I sportens verden ved vi godt, at når vi har trænet rigtig hårdt, så skal vi restituere i længere tid. Ja, kroppen er meget klar på det punkt, og giver tydelig feedback, hvis vi presser for hårdt for hurtigt. Dette indlæg handler om, hvorfor vi i arbejdssammenhæng i mange tilfælde overhører kroppens signaler og bare forsætter på fuld knald.

Jeg oplever meget ofte en adfærd, hvor den ene meget travle dag tager den anden. Du er ligesom fanget i hamsterhjulet, og der er fart på. Du vågner træt op om morgenen og tænker “jeg har ikke tid til at være træt i dag”. For at løse problemet med trætheden drikker du dagen igennem måske ekstra kaffe, energidrik eller lignende. Du presser dig igennem dagen og håber på, at det bliver bedre i morgen.

For langt de fleste i dag er problemet bare, at vi ikke kan arbejde os ud af det. Det er ikke sandsynligt, at vi kommer til at nå alt det, vi gerne vil. Efter min mening er vejen ud af denne uhensigtsmæssige spiral at indse, at det faktisk heller ikke er vigtigt at nå alt. I stedet skal vi nå de ting, som virkelig gør en forskel.

Hvad sker der med vores præstationer, når vi har for travlt

Hvad sker der med vores præstationer, når vi har for travlt for mange dage i træk? Travlhed er ekstra hårdt for kroppen og brænder ekstra meget energi af. Det svarer reelt til at intervaltræne sportsmæssigt. For mange betyder travle dage bl.a., at deres søvn bliver mere urolig, og her starter den onde spiral. Når vi ikke har fuld energitank fra morgenstunden, så er det bare sværere at præstere. At få nok kvalitetssøvn er en meget vigtig ting, vi kan lære af elitesportsfolk. De prioriterer med god grund deres søvn meget højt.

Ringere søvnkvalitet har flere konsekvenser. Vores evne til at koncentrere os i længere perioder forringes, og vi bliver mere overfladiske og flyvske. Vi laver flere fejl og er længere tid om at løse svære opgaver.

Jeg oplever, at travlhed får os til at ændre arbejdsadfærd. En adfærd der er meget præget af overfladisk arbejde og mange skiftende opgaver. Altså en adfærd som indeholder meget lidt længerevarende fokuseret arbejde. Det er også en adfærd, hvor vi er mere afhængige af at kommunikere nu og her, og af at kunne forstyrre vores kolleger m.m. Og det påvirker desværre vores ro og fokus negativt og forstærker samtidig hastværkkulturen.

Fokus og fordybelse bliver en mangelvare, når vi har for travlt. Jeg oplever fx personer som ikke længere har tid til at læse information, som de selv gerne vil og også mener, at de skal læse. De får det bare ikke gjort, fordi der altid er noget, som skal gøres. Samtidig skubber de den svære opgave foran dem, indtil det ikke pga. deadline er muligt for dem længere.

Vejen væk fra travlheden

For at komme væk fra dage med travlhed og hastværk skal vi blive bedre til at reagere på vores uhensigtsmæssige adfærd.

Vi skal indse, at vi er i en verden, hvor det ikke er muligt at være med på alt og så vælge, hvad vi skal gøre og være tilfreds med det. Vi skal også erkende, at det ikke kan betale sig at haste derudaf. Den energimæssige konsekvens er simpelthen for stor. For jo længere tid du har travlt, jo mere tid skal du efterfølgende have ro og restituere.

Arbejd i stedet som en sprinter

Det kan i stedet betale sig at arbejde som en sprinter. Når du sprinter, arbejder du fokuseret i kortere periode på én af dine vigtige opgaver. Er det en større opgave, så indlægger du pauser ca. hver 30. minut, så du hele tiden fornyr din energi. Efter et sprint på maks. 120 minutter giver du dig selv en længere pause og efterfølgende nogle lette opgaver.

Den efterfølgende ro genopretter dit nervesystemet, som har været belastet af dit sprint. Den hjælper med at opretholde din energi og gør dit sind klar til igen at være mere adaptiv og lydhør.

Er du meget god til at arbejde fokuseret, kan du have to sådanne sprint på en dag. Det er dog de færreste, der kan det uden træning. Samtidig kan det kun lade sig gøre dag efter dag, hvis du sørger for at have nok energi og ro i din hverdag.

Ro fremfor travlhed er nøglen til succes

Verden er blevet mere larmende, men vores behov for ro er den samme som vores forfædre. Vores hjerne og krop er simpelthen ikke bygget til konstant travlhed. At vi ignorer vores behov, har synlige konsekvenser på vores helbred og vores arbejdsresultater.

Når vi har ro omkring os, så kan vi bedre koncentrere os, og det betyder bedre resultater og kvalitet i hverdagen. Med ro omkring os er vi i bedre balance med os selv og er bedre til at lytte til kroppens signaler.

Selvom det er blevet sværere, er det stadig muligt at finde ro. Også selvom de åbne kontormiljøer oftest skaber det modsatte.

Her er fx nogle idéer til, hvordan kan du skabe ro i et travlt miljø:

  • Lav stilhedspauser mellem møder
  • Gå en tur i naturen flere gange om dagen
  • Lav fasteperioder fra e-mail og sociale medier i løbet af dagen
  • Brug værktøjer som hovedtelefoner og musik

Har du ro omkring dig, så har du lettere ved at arbejde fokuseret med dine vigtigste opgaver. Dermed bliver de hurtige og overfladiske opgaver mindre vigtige. Du finder hurtigt ud af, at de alligevel ikke flytter noget på den lange bane.

Er du afhængig af travlhed

Er du i dag afhængig af det travle miljø, så fortvivl ikke. Du kan træne din ro og dit fokus. Det er ikke noget du kan eller ikke kan. Ja, det tager tid, men jeg giver dig mit ord på, at det er alt tiden værd. God træning 🙂

© MERE TID – Fordi du kun kan bruge tiden én gang

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Dataloven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er nødvendige for at sikre funktionen på hjemmesiden. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke. Dette websted bruger forskellige typer af cookies fra Google analytics. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter, betragtes dette som din accept.

Luk